Operation Weserübung-Süd | |||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Operation Weserübung, 2. verdenskrig | |||||||||
Det tyske angreb på Danmark d. 9. april 1940. |
|||||||||
|
|||||||||
Parter | |||||||||
Danmark | Tyskland | ||||||||
Ledere | |||||||||
Christian X William Wain Prior Hjalmar Rechnitzer | Nikolaus von Falkenhorst Leonard Kaupisch |
||||||||
Styrke | |||||||||
Hæren: • Sjællandske Division • Jydske Division • Bornholms Værn I alt 14.500 mand Søværnet: | Höheres Kommando XXXI: [2] • 170. Infanterie-Division • 198. Infanterie-Division • 11. Schützenbrigade • Panzer Abteilung ZbV 40 Luftwaffe: 250 fly fra X Fliegerkorps Total: omkring 40.000 |
||||||||
Tab | |||||||||
• 16 dræbte • 20 sårede • 1 Fokker C.VE skudt ned. | • Omdiskuteret antal dræbte, se afsnittet Faldet i kamp den 9. april 1940 • 2 taget til fange • 12 panservogne • 3 kampvogne beskadiget • 1 Heinkel He 111 skudt ned [1] |
Invasionen af Danmark i 1940 (Unternehmen Weserübung) var det tyske angreb på Danmark den 9. april 1940 under 2. verdenskrig. Angrebet var underordnet hovedangrebet mod Norge (Weserübung Nord). Kodebetegnelsen Weserübung betyder Weser-øvelse på dansk efter floden Weser i det nordvestlige Tyskland.
Danmarks strategiske betydning for Tyskland var formentlig begrænset til, at landet kunne benyttes som udgangspunkt for operationer mod Norge med henblik på sikring af forsyningslinjerne til styrkerne der, ligesom radarsystemerne blev opbygget med henblik på pejling af engelske fly på vej til tyske mål. Angrebet på Danmark var et brud på den ikke-angrebsaftale, som Danmark havde indgået med Tyskland mindre end ét år tidligere. Oprindelig gik planen ud på at presse Danmark til at godtage, at tyske land-, flåde- og flystyrker kunne benytte dansk territorium, men efter en ændring af planerne krævede Adolf Hitler, at både Norge og Danmark skulle invaderes og besættes. Det danske forsvar var talmæssigt og udstyrsmæssigt underlegent, og de danske styrker udkæmpede kun en kort kamp for at markere neutralitetsværn.
Den danske regering indstillede modstanden mod det tyske angreb efter mindre end to timers kamp af frygt for, at tyskerne skulle bombe København, som de havde gjort i Warszawa under felttoget i Polen i september 1939. På grund af kommunikationsvanskeligheder fortsatte enkelte danske enheder dog med at kæmpe endnu et stykke tid, men efter yderligere to timer var alle kamphandlinger indstillet.